Tiramisu Veneto

Tiramisu Veneto

Denne opskrift har jeg fra en god gammel veninde fra Kokkedal, Kirsten. Hun har den fra Italien, hvor hun og hendes mand, Palle, er hvert år. Der findes et hav af varianter af tiramisu, men vi vender altid tilbage til denne. Den er go’! (Mange tanker til Kirsten og Palle).

8 personer.

  • 1 usprøjtet citron
  • 500 g mascarpone
  • 4 æggeblommer (past.)
  • 4 spsk sukker
  • 2 små kopper kold espresso eller meget stærk kaffe
  • 4 cl cognac (eller mere ha ha, så bliver det en sjov aften)
  • 150 g løffelbiskuits (lady fingers)
  • usødet kakaopulver

Æggeblommer og sukker hældes i en skål og piskes til skum med håndmikseren på højeste trin. Mascarpone blandes i, én skefuld ad gangen. Den fintrevne skal af citron blandes i. En flad skål stilles parat. Den kolde espresso blandes med cognacen. En efter en dyppes halvdelen af de små kiks hurtigt heri og lægges ud i bunden af formen. Halvdelen af mascarponecremen hældes på og glattes ud. Resten af kiksene dyppes ligeledes hurtigt i kaffeblandingen og lægges i et lag i fadet. Resten af cremen bredes ud over. Skålen stilles tildækket i køleskabet i ca. 5 timer. Inden serveringen drysses med usødet kakaopulver.